• Passagererne fløj rundt i kabinen, da flyet pludselig faldt 2.000 meter: »Helvede brød løs«

    来源: BDK Borsnyt / 22 5月 2024 11:36:51   America/New_York

    Der var intet usædvanligt over flyveturen. Men efter ti timer i luften ændrede alt sig på det store Boeing 777-fly. I de næste minutter rystede hele flyet voldsomt, og passagerer blev kastet rundt. »Helvede brød løs,« beskriver Andrew Davies, der var en af passagerne på flyet, til CNN. Flyet var af ukendte grunde blevet ramt af ekstremt turbulens, da det fløj over Myanmar. På omkring fem minutter tabte flyet næsten 2.000 meters flyvehøjde, viser data fra FlightRadar24, der overvåger flytrafik. Der var 211 passagerer og 18 besætningsmedlemmer om bord på flyet fra London til Singapore. Flere end 70 personer er blevet behandlet på hospitalet efterfølgende, skriver Ritzau. »Pludselig var der et meget dramatisk fald, og alle, som sad uden sikkerhedssele på, blev med det samme kastet op i loftet,« fortæller passageren Dzafran Azmir til Reuters. Mand døde ombord En 73-årig mand fra Storbritannien døde, imens flyet var i luften. Det var et hjerteanfald, der anses som dødsårsagen, ifølge BBC. På grund af nødsituationen blev flyet omdirigeret til Bangkok. Der var blandt andet passagerer fra Storbritannien, USA, New Zealand, Irland og Spanien på flyet. Ifølge satellitbilleder kan kraftige tordenbyger i området have været medvirkende til den usædvanligt voldsomme turbulens, skriver TV 2. »De intense tordenbyger skaber ustabile forhold. Der er hidsige op- og nedadgående vinde, der ligger tæt ved hinanden. Det fører til kraftig turbulens,« siger meteorolog Jens Ringgaard Christiansen til TV 2. Selvom så ekstrem turbulens er sjældent, så kan passagerer fremover forvente mere turbulens, når de skal ud at rejse. Klimaforandringer og CO2-udledningen påvirker luftstrømmene, så mængden af turbulens vil blive fordoblet over de kommende tre til seks årtier, ifølge forskning på University of Reading. https://www.berlingske.dk/internationalt/passagererne-floej-rundt-i-kabinen-da-flyet-pludselig-faldt-2000
分享